Skive
Seværdigheder - attraktioner - oplevelser |
Skive er en af Jyllands gamle byer og Sallings hovedstad ved udløbet af Karup Å. Skive er den kønneste af Limfjordens byer og ligger i usædvanlig smukke naturomgivelser. Skive-egnen har Limfjordslandets mest enestående natur med vidtstrakte hedelandskaber og eventyrlige sø- og bakkeområder.
På Skive-egnen kan man sejle med gamle træskibe, udforske kalkgruber, besøge borge, herregårde og museer. Egnen byder på oplevelser fra en spændende fortid til en fascinerende nutid.
Selv om Skive er en meget gammel by, er bygningerne i byen primært opført i perioden 1880-1914. De spændende bygninger i Skive bykerne, de gode muligheder for badning og windsurfing i Skive Fjord, og Skive/Karup Å, som har landets fineste havørredfiskeri, gør Skive til en attraktiv by at besøge.
På Skive-egnen finder man de unikke kalkgruber i Mønsted og Daugbjerg. Disse gruber er to ud af kun tre kalkgruber i Danmark, hvor der mulighed for at "gå under jorden". Besøg også Daugbjerg Minilandsby, hvor selv små børn bliver kæmper, når de vandrer rundt mellem husene.
Kongenshus Mindepark er navnet på et af Danmarks største, bevarede hedeområder. Her findes en mindelund med herreds-, sogne- og mindesten for hedens opdyrkere. En vandretur i mindeparken er en anderledes og fascinerende naturoplevelse.
Oplev Limfjorden på nært hold og tag en sejltur med et af skibene, der sejler fra forskellige havne. Et charmerende kendetegn for Limfjordsområdet er de små færger, som fragter besøgende og lokale fra egn til egn. Gå f.eks. i land på den lille ø Fur, hvor man kan gå på jagt efter millioner år gamle fossiler. Der er også mulighed for at sejle i kano på Limfjorden og i Karup Å.
I Karup Å findes Danmarks bedste ørredfiskeri. En tidlig morgen, når solen står op over Karup ådal eller Limfjorden, er en oplevelse, også for andre end lystfiskere.
Et besøg på et af de mange museer på Skive-egnen hører med til en oplevelsesrig ferie.
|
Skive Museum. Oplev byens gamle gader og se, hvordan dagligdagen formede sig i by og på land på Skive-egnen. Her kan man også se Daugbjergmanden og hans skindkappe samt "det store ravfund" med 13.001 ravperler i én kæde.
Skive Kunstmuseum rummer en stor samling værker af de lokale kunstnere, og også værker af kendte danske kunstnere, samt en særlig samling af nyrealistisk kunst. Skive Kunstmuseum ligger i samme bygning som Skive Museum.
Vor Frue Kirke - er en romansk kvaderstenskirke fra omkring 1200, ses en række kalkmalerier fra ca. 1520. De viser helgener, martyrer og apostle anbragt i vældige blomsterbægre.
"Liggende kvinde" - en skulptur findes i anlægget bag kirken. Skulpturen udført af Anker Hoffmann til minde om Jeppe Aakjær.
Monumentet forestiller en liggende kvinde ved en rugmark og har inskriptionen: "Jeg lægger mig i læet her ved storrugens rod. Jeg lytter og jeg lytter til det synger i mit blod." (Jeppe Aakjær).
Museum De 5 År, Skive besættelsestids- og modstandsmuseum, viser en interessant udstilling om besættelsestiden og modstandsbevægelsen.
Shopping. Er man i shoppehumør har Skive alt, hvad hjertet kan begære ? fra de altfavnende indkøbscentre til gågadens udsøgte specialbutikker. Besøg også egnens mange spændende gårdbutikker. Det er sjovt og afvekslende og bringer hele familien på nært hold af naturen, dyrene og de mange dyrebørn. Gælder det antikviteter, byder Skive-egnen på et imponerende udbud.
En vellykket familieferie kræver oplevelser i børnehøjde, og der er mange børneaktiviteter på Skive-egnen. Tag f.eks. på pirattur med et gammelt træskib, på spøgelsesjagt på en gammel herregård, udforsk kalkgruberne, lad bølgerne gå højt i Badeland eller kør en tur i Skives nye bytog, der kører i gågaderne med afgang fra Rådhuset.
|
|
|