Kulturens Venner
- Guidede kulturoplevelser i København og omegn.

Kulturens Venner
- Guidede kulturoplevelser i København og omegn.
Kulturens Venner

 

Silkeborg

Silkeborg

Seværdigheder - attraktioner - oplevelser 

Silkeborg ligger midt i et naturskønt område, ofte bruges navnet Søhøjlandet i turistbrochurer.
Silkeborg byder på mange muligheder for ferie, både for den kulturinteresserede og den aktive i naturen. Byen har f.eks. Silkeborg Kunstmuseum med Asger Jorns hovedværker og Silkeborg Museum med Tollundmanden. Desuden er området kendt for sine mange kunsthåndværkere og gallerier. I sommermånederne afholdes der jazzfestival i Silkeborg, og naturen byder på store skove og cykelruter.

Historie
Fra oldtiden kendes mange gravhøje, primært fra sten- og broncealderen. Disse fund bevidner menneskers aktivitet i området. Fra denne periode kendes Tollundmanden, et velbevaret lig fundet i en mose.
Tilbage i middelalderen lå her kun en bispeborg og et kongeslot. I de følgende århundreder udnyttede man vandkraften til småindustrier. I 1800-tallet kom fabrikant Drewsen til byen og grundlagde sin papirfabrik. Mange arbejdere flyttede til, og Silkeborg voksede op. Silkeborg blev købstad ret sent, nemlig først år 1900. Af samme grund er husene i Silkeborg fra 1900-tallet, hvilket giver et ensartet præg, når man går gennem byen.

Søhøjlandet
Med sine 147 meter er Himmelbjerget det tredje højeste punkt i Danmark og kan ses langvejs fra, både til lands og fra vands. Turen dertil kan gøres i bil, på cykel eller til fods, men man kan også tage turen dertil ad Silkeborgsøerne med Danmarks ældste kulfyrede hjuldamper i drift, Hjejlen. En uforglemmelig tur med naturscenerier, der kun findes i Søhøjlandet.
Fra Himmelbjerget er der en enestående udsigt over Julsø og de omkringliggende skove og naturområder. Silkeborgsøerne, Himmelbjergsøerne, er fællesbetegnelsen for en række søer sammenkædet af Gudenåen i det naturskønne område mellem Silkeborg og Ry. Af andre naturperler skal især fremhæves: Pramdragerstien, Almindsø, Sindbjerg og Stoubjerg, Arnakkekilden, Aunsø, Gjern Bakker, Slåensø og Vrads Sande.
Den storslåede natur omkring Silkeborg er unik i Danmark, og giver lyst til mange oplevelser. Her finder man Danmarks største sammenhængende skovområde, som indbyder til smukke vandreture. Byens beliggenhed ved Gudenåen, Danmarks eneste rigtige flod, lokker med kanoture samt cykel- og vandreture. Enestående oplevelser, hvor man kommer tæt på naturen, langt fra alfarvej.
Kombinationen af store skove og sindrige vandsystemer med søer og åer i et kuperet landskab gør egnen til noget helt specielt og særegent.

Riverboat Jazz Festival finder sted på gaderne, torvene og på søerne i og omkring Silkeborg. Hvert år gæster 40.000-45.000 mennesker festivalen for at nyde musikken, de smukke omgivelser, den hyggelige atmosfære og det gode humør. Festivalen varer fire dage - altid den første weekend i skolernes sommerferie. Her fyldes byen med jazzmusik i mange varianter: New Orleans, Dixieland, swing, street parade, gospel, big band og jam sessions. Efterhånden er der også kommet nyere jazz til.
Læs mere på festivalens hjemmeside.

Silkeborg Museum blev grundlagt i 1904 som lokalmuseum og er siden 1951 indrettet i Hovedgaarden, byens ældste hus fra 1767. Museets samlinger belyser byens og egnens historie og rækker fra forhistorisk tid til 1900-tallet. Dyk ned i historien og mød Tollundmanden, der med sine knap 2400 år på bagen, er verdens ældste og bedst bevarede moselig. Fra nogenlunde samme periode stammer også Elllingkvinden, der lige som sin berømte mosefundsfælle er blevet hængt og derefter lagt i mosen, formentlig som et gudeoffer.
Læs mere på museets hjemmeside

Silkeborg Kunstmuseum er beliggende i en park ned til Gudenåen. I årene 1953-1973 skænkede den danske kunstner Asger Jorn ca. 5.000 kunstværker til museet, hvor mere end 150 udenlandske og danske kunstnere er repræsenteret. Til samlingen hører Asger Jorns maleri Stalingrad, som er med i Kulturministeriets kanon for billedkunst.
Læs mere på Silkeborg Kunstmuseums hjemmeside.

Information
 

 
https://sommerdanmark.dk/index.php?p=./modules/article/article&fromlist&article_id=1052